Med »ANTI« forsøger Rihanna at trække image og musik i en mere kunstnerisk kantet retning. Men hun lyder rådvild. Og hvad blev der af de mindeværdige singler?

De helt afgørende byggesten i ethvert pop-imperium er hitsingler. Sange med hooks så store som skyskrabere. Den slags, der tårner så højt på himlen, at de bliver pejlemærker i popkulturens imposante skyline.

Er der én, der har forstået at ramme plet igen og igen, er det Rihanna: »Diamonds«, »Umbrella«, »Don’t Stop The Music«, »Pon de Replay« »We Found Love«, »Pour It Up«, ja, man kunne blive ved. Alle er de bangers med beats, du kan danse til, og hooks, der sætter sig i hjernebarken hurtigere, end du kan nå at sige »Bitch Better Have My Money«.

Til gengæld har den 27-årige sangerinde aldrig været nogen stor albumkunstner. Men det har egentlig ikke gjort noget. For i poppens verden handler det udelukkende om om singlerne. Eller… gør det?

Selvom streamingtjenester og Youtube understøtter et evigt zappende, single-orienteret lyttemønster er mange af poppens største stjerner sjovt nok begyndt at gå den anden vej. Det er ikke nok at have store singler. Du skal også have et album, der fungerer som værk og gerne rummer en eller anden form for kunstnerisk overbygning. Kanye West, Drake, Frank Ocean, Kendrick Lamar og Beyoncé er alle eksponenter for tendensen.

For nogle udspringer det af ren og skær kunstnerisk virkelyst. For andre handler det om status, magt, prestige og imagepleje; stenrige popstjerner, der tanker kulturel kapital.

Det er et skift i poplandskabet, der er sket løbende, siden Rihanna i 2012 udgav sit seneste album, »Unapologetic«. Og tendensen er tydeligvis ikke gået hendes næse forbi. »ANTI«, hendes nye album, der tirsdag blev lynudsendt eksklusivt på streamingtjenesten Tidal, er et tydeligt markeret forsøg på at lave et decideret album-album. Med alt hvad der sig dertil hører af mærkater som »kunstnerisk kant«, »voksen«, »seriøs« og »moden«.

Først vink med en vognstang er albumcoveret. For første gang er der ikke bare et lækkert billede af Rihanna. I stedet ser vi en rystet rød/hvid illustration af en dreng med en ballon og en kongekrone, der er gledet ned foran øjnene. Oven på dét er der nogle prikker, der vist nok skal gøre det ud for blindskrift. Den større mening er svær at finde, men signalværdien er ikke til at tage fejl af: »ANTI« er pladen, hvor Rihanna springer ud som kunstner med stort K.

Ambitionen i sig selv fejler ikke noget. Og de tre meget forskellige singler, hun udgav i løbet af 2015 – »FourFiveSeconds«, »Bitch Better Have My Money« og især »American Oxygen« – har på hver deres måde varslet, at der var noget nyt og spændende på vej fra Team Rihanna.

Musik i øst og vest

Desværre er der intet på »ANTI«, der når dén trio af numre til sokkeholderne. Og det gør albummet til lidt af et – ehm… – antiklimaks. Selv efter flere gennemlytninger er der ikke rigtig noget, der for alvor hænger fast. I iveren efter at lave et seriøst kunstnerisk statement har Rihanna og hendes hold af rådgivere begået poppens største arvesynd: De har glemt at skrive hooks.

Til gengæld får vi så mulighed for at høre Rihanna folde sin seje vokal ud i nogle nye musikalske klæder, der ligger milevidt fra den stakåndede EDM-inspirerede dancepop, som hun tidligere har haft så stor hitlistesucces med. Det i sig selv er lidt af en befrielse.

Numrene deler sig groft skitseret i to lejre. På den ene side er der de tilstræbt kantede hiphop- og r&b-numre, som den uafhængighedserklærende åbner, »Consideration«, der vinder på sit knastørre beat og Rihannas blærede halvt syngende/halvt rappede levering. Mest outreret i denne kategori er den slæbende »Woo«, hvor både guitarsample og Rihannas vokal er sovset ind i digitalt flikkende forvrængning. Her går hun tydeligvis Kanye West i bedene. Andre steder, som på »Needed Me«, nærmer vi os britiske FKA Twigs’ abstrakte slowmotion-r&b.

I den anden ende af spektret finder vi en række neo-soul-inspirerede numre. »Love On The Brain« og »Higher« waltzer f.eks. afsted i 6/8-dele, komplet med brusende orgel og strygere, mens den sagte klaverballede »Close To You« sågar finder plads til en lille solo på kontrabas. Isoleret set er sangene fine udstillingsvinduer for Rihannas vokale evner. Men selv om det er teknisk blændende sunget, så er det, som om hun ikke rigtig er til stede i sangene. Mennesket Rihanna – hvem end hun er – føles fraværende.

Som samlet værk fungerer det overhovedet ikke. I bestræbelserne på at virke kantet og kunstnerisk ender Rihanna med at lyde rådvild. Der er for mange idéer i spil. Og for få af dem er rigtig gode. Når et album fungerer som værk, er det jo netop båret af en eller anden form for større vision, et koncept, en særlig sensibilitet. Man fornemmer, at det kommer et sted fra – om det så er menneskeligt, tidsligt eller i geografisk forstand. Ingen af disse ting gør sig gældende for »ANTI«.

Hvis der så bare havde været nogle store singler…

Hvem: Rihanna

Hvad: »ANTI«, Universal/Roc Nation